slaget i tybrindvig websmall

I januar 1658 stod Carl 10. Gustav i Jylland med sin hær, ivrig efter at bringe den videre mod øst så han kunne belejre København. Det normale overfartssted var også dengang fra Fredericia til Strib, og det danske forsvar var koncentreret dér. Men vinteren var kold, og Lillebælt frøs til farbar is. Da var det at Carl Gustav tog en kæk beslutning, og førte sin hær via Brandsø og i land i Tybrind vig - lige dér hvor nutidens børnefamilier bader om sommeren, nemlig ved Husby Strand.

På billedet ovenfor, der stammer fra smudsomslaget på Aage Fasmer Blombergs murstensværk "Fyns Vilkår under svenskekrigene 1657-1660", kan man se ud over Tybrind Vig og Iversnæs-halvøen fra et tænkt punkt højt over Fønsskov. Det originale kobberstik er udført efter en samtidig tegning af Erik Dahlberg, der nærmest var Carl 10. Gustavs hof-illustratør. Senere forskning har vist at Erik Dahlberg ikke selv var med på turen over isen d. 30. januar 1658, så tegningen baserer sig altså på overleveringer, men Erik Dahlberg krydsede efter sigende isen få dage senere på samme sted, og har således om ikke andet førstehåndskendskab til geografien omkring slaget.

Det danske forsvar, der var samlet i al hast efter at en løjtnant Ratlov sammen med 15 ryttere havde antruffet en svensk fortrop på Brandsø den 26. januar, bestod for en dels vedkommende af udkommanderede bønder, der helt manglede svenskens kamptræning. Dertil kom 3 holstenske rytterregimenter samt dele af to danske regimenter*. Fire yderligere regimenter der lå indkvarteret på Tåsinge nåede ikke frem til at deltage i forsvaret.

Det danske forsvar var koncentreret om selve Iversnæs-halvøen, hvor man havde nået at anlægge mindst to skanser. Desuden havde bønderne fjernet isen i en rende ind mod land, så da den svenske konge om morgenen d. 30. januar fik efterretninger om at der var fast, farbar is hele vejen ind i bunden af Tybrind Vig traf han en hurtig beslutning og sendte sin hovedstyrke den vej. Som det så ofte skete var kommunikationen ikke for god mellem forskellige hærenheder, og den svenske konges instinkt for at udnytte pludseligt opståede situationer kom ham også til gode denne gang - slaget var tabt inden det nærmest kom igang, og i løbet af få dage var hele Vestfyn, og derefter Fyn, besat. Omkring 1500 danske (lokale?) bondesoldater blev enten skudt eller taget til fange - det sidste kunne være endnu værre, idet sådanne fanger som regel blev tvangsudskrevet til hærtjeneste for den sejrende hær, og sendt til fjerne slagmarker i andre af den krigeriske svenske konges bataljer.

Eftersom datidens historieskrivere mest havde øje for de store linier, ved vi ikke med sikkerhed hvad det ville sige for lokalbefolkningen at blive besat af en fjendtlig styrke, men det vi ved er at datidens hære udelukkende levede af det land de undertvang - byer og store gårde kunne vælge at betale "brandskat", det vil sige at købe sig fri for at blive plyndret og brændt ned, medens husmandsbrugene og fæstegårdene, hvor der ikke var rede penge at få, antageligt blot er blevet plyndret for alt af værdi - også den livsvigtige såsæd og de hus- og trækdyr som skulle danne basis for fremtidens selvforsyning. Det har ikke været muntert i Husby og omegn i årene efter Carl 10. Gustavs visit.

*) Efter Aage Fasmer Blomberg. "Fyns vilkår under svenskekrigene 1657-1660" s. 178-181.

Billedet nedenfor viser den svenske illustrator af Carl 10. Gustavs krige, Erik Dahlberg.

Erik Dahlberg web