Baaltalen

Båltale på Sdr. Åby Strand 2019
v/Helle Hovgaard Jørgensen

Det er midsommer. Johannes døberen har fødselsdag i morgen. Derfor hedder aftenen Skt. Hans. I nordisk tradition fejrer vi højtider aftenen før. Men Skt. Hans er også så meget mere.

Først og fremmest knytter der sig et væld af fortællinger til denne aften, der drejer sig om midsommerilden, lyset, Skt. Hans og ikke mindst hekse.

Det fælles for fortællingerne er vores menneskelige evne til at forestille os noget. Vi er alle sammen i stand til at forestille os fx en heks. Det kræver ikke så meget, luk øjnene og tænk på en heks – de fleste vil nok have cirka samme billede i hovedet lige nu – og det ligner nok den beskrivelse som de to børn, jeg spurgte en dag, de kom legede i min have: Hvad er en heks?

De sagde: ”Den har en lang hat, en lang næse, og sådan en bums på næsen. Den har en lang kjole på, så laver den alle mulige drinks og den kan forvandle sig og den har en krage”.

Til at begynde med var heksen ’den’ – altså ikke hverken hunkøn eller hankøn.

De fortsatte deres fortælling: ”I gamle dage blev damer, der lignede hekse brændt”

På spørgsmålet om, hvorfor de blev brændt, faldt svare prompte og logisk; fordi de lignede hekse. Men de tilføjede, at de også blev brændt, fordi de var kloge.

Jeg spurgte om hekse havde venner og familie – også her var de også helt klare i spyttet: ”Deres mand kunne være en troldmand – han havde en sort kat og lavede trylledrik”.

”Men ellers var de alene – og det var nok egentlig ikke så rart – de var nok udenfor – helt alene”, fortalte børnene mig.

Det virkelig interessante er, at børnenes fortælling om hekse meget godt svarer til en form for sandhed om hekse.

For det første har hekse ikke altid være ’damer’ – ligesom børnenes fortælling begynder med at kalde heksen ’den’, så stammer ordet heks fra germansk, hvor hargadisse, og det er egentlig et fint ord, hargadisse var en betegnelse for kloge  mænd og koner, der levede i pagt med naturen. Eller fra oldengelsk, hægtesse, der er inspireret af det norske ord for ’underjordisk væsen’, tysja.

Der har sådan set været hekse siden yngre stenalder – og ordet har forbindelse til både hargadissen og hægtessen – og de var, som børnene også fortalte ’kloge’.

Først i middelalderen blev heksen knyttet sammen med ’det onde’, fordi overtroen og pagten med naturen så at sige blev umoderne med kristendommens indtog. Hekse blev kvinder og en måde at forklare de ulykker, der kunne ramme mennesker. Det var en tid med høj børnedødelighed, sygdomsepidemier, fattigdom og hvor uarbejdsdygtighed var fatal. Kunne man give heksen skylden for sin arbejdsløshed, sin fattigdom, sit barns død eller sygdom, gjorde man det. Ikke fordi heksen som sådan tog arbejdet fra én, men hun forheksede ligesom situationen. På den måde kunne skylden for fx min ulykke placeres konkret hos et andet menneske eller en anden befolkningsgruppe. Man havde mao. også dengang brug for syndebukke.

For det andet har børnene også ret, når de kommer frem til, at heksen var isoleret fra fællesskabet, eller i hvert fald var alene og at det nok ikke var så rart – at være udenfor – at være udstødt.

Det kan ikke overraske, at det næste vi kom til at snakke om, var skolen og venner og at man bliver ked af det, når man ikke må være med – i gruppen eller legen.

Noget tredje er, børnenes pointe om, at heksene blev brændt, fordi de lignede hekse. Vores menneskelige evne til at forestille os ting er altså kollektivt forbundet. Vi har en fælles idé om, hvad hekse er og hvordan hekse ser ud. Den kulturelle forestilling om hekse både er og var så stærk, at vi alle, lige før da vi lukkede øjnene og forestillede os en heks, havde omtrent samme billede af heksen som de to børn i min have havde – vil jeg tro.

Det er en enorm fordel, at vi som mennesker deler forestillinger, fordi det betyder, at det er lettere at sætte sig ind i hinandens verdener og dermed bliver det lettere at forstå hinanden. På den anden side betyder denne kollektive forestilling om f.eks. hekse også, at man lynhurtigt og i fællesskab kan finde vidnesbyrd om, at der nok er noget mærkeligt, noget lusk eller noget mystisk ved den eller den. Sådan kan snebolden begynde at rulle og pludselig har man opfundet en heks, en syndebuk – et mobbeoffer.

Det til trods, vil jeg hævde, at forestillingsevnen er en vidunderlig kraft, der også gør, at vi tør tro på fremtiden, at vi kan lægge planer og realisere (nogen af) dem – at vi  kan skabe forandringer – få en hal i Husby - at vi kan udholde svære ting, fordi vi kan forestille os, hvordan det kan blive bedre – det kræver f.eks. en vis portion ukuelig forestillingskraft at være forældre – når børnene nærmer sig puberteten, så ved man, at hverken Rom eller mennesker blev bygget på én dag, men i sine lyseste øjeblikke forestiller man sig at det nok skal gå alligevel - og det går som regel – og hvis det ikke gør, har vi heldigvis et samfund, en velfærdsstat, et fællesskab der træder til og hjælper de børn, der ikke har de samme gode betingelser, som vi har herude i vandkanten.

Det forekommer mig at fællesskaber er blevet moderne – og i den forstand har vi altid været lidt på forkant i udkanten af vandkanten – jeg kan faktisk godt lide ordet udkant – at være lidt i udkanten – ude af centrum – fjernt fra verdens vrimmel – hvor syrenerne, hylden og lindetræerne summer af sommer og dufter som jeg ved ikke hvad. Ligesom freden og roen og naboer og al den gode hverdag, er det hele værd og det man drømmer om, når man kører af motorvejen med følelsen af at være sluppet ud af ræset af, af det overfyldte hamsterhjul og nærmer sig livet for enden af den blinde vej.

Tilbage til børnene i min have. Nabolagets børn kommer af og til og leger i min have – de fortæller altmuligt, og i legen udviser de mod, øver sig, forhandler, går på kompromis, viser styrke og finder stor fornøjelse ved det hele – selv om det heller ikke er så enkelt at være mange i gang – men i legen finder de også ud af, at de har brug for hinanden på forskellige måder – at fællesskaber er betydelige, at man kan være god til forskellige ting og meget mere.

Det er en skam at vi voksne aflære os at lege – mon vi virkelig tror på, at hamsterhjulet er en leg? Heldigvis finder vi indimellem tid til at rode med alt muligt unyttigt i laden, på internettet, i haven eller hvor vi nu har vores yndlingssteder, eller klatre i træer, bygge huler, holde fest – og det skulle vi nok gøre noget mere.

At kunne og turde forestille sig altmuligt er noget af det helt centrale ved legen – derfor er legen så vigtig – det giver mod på livet at turde lege… og det skal jeg lige love for, børnene i min have til alle tider har haft.

Legens kernespørgsmål er ’hva’ nu hvis….’ – dvs. forudsætningen for al skaberkraft, al videnskab alle opfindelser – fra barnets hva’ nu hvis… vi boede i lindetræet – forestil jer lige det. Barnets næste undrende spørgsmål var naturligvis: hvordan skulle vi så komme derop? Han svarede selvfølgelig selv ved i samme øjeblik at begynde at opfinde et hejseværk, så hunden også kunne være med. Men altså fra  barnets legende nysgerrige undren – til Einstein: hva’ nu hvis lysets hastighed er konstant, så kan vi forklare bevægelse og Niels Bohrs komplementaritetsprincip, altså det forhold der rejser spørgsmålet: hva’ nu hvis vi nærmer os en mere præcis forståelse af et fænomen, hvis vi beskriver det fra flere sider. Både barnet, Bohr og Einstein havde en undersøgende og eksperimenterende tilgang til verden og samtidig var forestillingskraften en af deres vigtigste egenskaber.

Einstein hævdede tilmed, at den var vigtigere end viden, fordi viden er begrænset, hvorimod ‘imagination’ kan omfatte hele verden og stimulere fremgang og udvikling.collage

Men for at bringe noget eller nogen i fremgang eller udvikling, så har vi brug for hinanden.

Det drejer sig om ’at være med’, at gøre noget sammen og at kunne noget, om at finde sin plads i legen og i fællesskabet med det, vi nu har at byde ind med hver især. Vi skal blive bedre til at acceptere andres perspektiver – for selv om vi er et kollektiv og forstår de samme symboler (som billedet af en heks), så kræver det øvelse at skifte perspektiv – at se et fænomen fra flere sider, som Niels Bohr har lært os, men det beriger vores eget perspektiv på tilværelsen at kunne inddrage andres. Det er præcis hvad legen kan lære os, hvad enten det er legen med ord (altså små og store fortællinger) og/eller legen med krop, så øver vi os, bliver bedre og får det sjovere sammen med andre mennesker.

Sammenhængen mellem leg og fællesskaber ser jeg også herude, hvor fællesskaber bygges op og vedligeholdes af legende aktiviteter som dilletant, sportsfest med fodbold og rundbold, sang og dans – det faktum at vi stadig har gymnastik – at unge og voksne kan gå til crossfit sammen, at der vandres, bades, grines og altmuligt andet sammen herude.

Sommeren er højsæson for leg og fællesskab i denne nordlige egn af verden, hvor vi mødes for at hylde midsommeren, lyset og blive mindet om, at det ikke er gavnligt for fællesskaber at holde nogen ude – vi vil alle gerne være en del af noget – vi har alle brug for nogen – no man is an island (sagde den engelske digter John Donne i 1624)– ”Intet menneske er en ø, fuldstændigt i sig selv; ethvert menneske er et stykke af kontinentet, en del af fastlandet” – vi er alle forbundet og betydningsfulde brikker, der på forskellig vis bidrager til de fællesskaber vi tager del i.  Og som sådan, er der aldrig en dag som i dag, aldrig et øjeblik som dette – aldrig en sommer som denne – så nyd den og brug den på leg og gode historier sammen.