Den 22. maj 2024 ved mindestenen i Emtekær

Når man står her en fredelig aften i maj i Emtekær, er det svært at forestille sig det drama, der udspillede sig for nøjagtig 80 år siden i luften over dette sted. Et engelsk Lancaster  bombefly, der skulle deltage i en mineudlægningsoperation i Kiel bugt, blev angrebet og skudt ned af en tysk natjager. Samtlige 7 besætningsmedlemmer blev dræbt. Desuden omkom Jørgen Andreas Brandt, der arbejdede på Hjorte Nymarksgård, da han nærmede sig for at hjælpe eventuelle overlevende – formentlig på grund af en mine, der blev udløst, da han nærmede sig.

Det er helt naturligt, at vi nu i aften mindes disse mennesker, der satte livet til i kampen mod Hitlers naziregime. Og de var ikke de eneste, der led den skæbne. Hele 51% af Royal Air Forces flyvende personel – eller i barske tal mere end 55.000 unge mænd blev dræbt under operationer under krigen.

Der er grund til at være dybt taknemmelig over den indsats, der blev udført og som fik det lykkelige resultat, at nazismen efter mere end 5 blodige år måtte kapitulere. Det var selvfølgelig ikke Royal Air Force alene, der vandt krigen, men deres bidrag har været en meget afgørende faktor. Det var derfor ikke  uden grund, at Churchill efter kampen om England i sommeren 1940, hvor tyskerne måtte opgive at få luftherredømmet i det sydlige England bl.a. på grund af Royal Air Force,  udtalte: ”Aldrig har så mange haft så få at takke for så meget” – med henvisning Royal Air Forces indsats.

Og hvad var det så for en kamp, det hele handlede om? Ja det var en kamp mod nazisme, mod fascisme – men dybest set var det også en kamp for frihed: frihed til at tænke frit, frihed til at tale og skrive frit, frihed til at være forskellige, til at tro på noget forskelligt, til at se forskellige ud. Om den frihed sagde den afdøde svenske statsminister Oluf Palme: ”Folkets længsel efter frihed kan ikke slås ned i det lange løb. Den vil leve og sejre til sidst.”

Så skulle man jo tro, at menneskene efter 5 år med millioner af døde, med sønderskudte byer, med børn der voksede op uden fædre var blevet klogere.

Historien viser desværre, at det langt fra er tilfældet. Der har stort set siden afslutningen på 2. verdenskrig været krig et eller andet sted i verden. Folk må stadig kæmpe for frihed, for selvbestemmelse.

I Danmark er vi heldige. Vi kan sige og mene stort set, hvad vi vil. Vi har lov til at være uenig med statsminister Mette Frederiksen eller Inger støjberg  og give udtryk for det. Vi kan brokke os over stigende energipriser og fødevarerpriser uden at risikere anholdelse og fængselsstraf. Men sådan er det jo desværre langt fra alle steder.

På 3. år har Ukraine nu været i krig med Rusland – en krig der for Ukraines vedkommende også er en krig for frihed – for ikke at blive underlagt Putin og hans modbydelige regime. Det sendte chokbølger gennem hele verden, da russerne for mere end to år siden overskred Ukraines grænser og startede det, de selv kalder en ”særlig militær operation,” men som i virkeligheden er en krig med det formål at underlægge sig dele af Ukraine.

Det var nok en streg i regningen for Putin, at krigen ikke hurtigt blev vundet, men også at den fik det resultat, at der i den grad skete ændringer i holdninger hos lande, der ellers gennem mange år havde holdt sig ude af konflikter. Sverige og Finland er nu fuldgyldige medlemmer af Nato – Tyskland der også havde været modvillige mod at deltage i militære operationer er nu et af de lande, der stærkest støtter op om at hjælpe Ukraine med våben.

Også på det personlige plan har krigen i Ukraine skabt store ændringer hos mange folk. Jeg tror ikke, jer er den eneste her, som i mange år har været modstander af militær og øgede forsvarsudgifter. Og så står man der! Vores frihed er igen truet- dialog og fredsforhandlinger synes umulige. Så hvilke andre muligheder er der end at konstatere, at skal Ukraine vinde kampen, må vi hjælpe med militær og våben. Selv om vi ved, det koster tusinder af døde – soldater som civile. Det er en meget ubehagelig beslutning at skulle tage for en gammel socialist – men desværre nok nødvendig. Heldigvis er der i næsten alle Natos lande fuld forståelse af vigtigheden af at bremse Putins fremfærd – ikke mindst  den enorme hjælpepakke, USA har stillet til rådighed og som måske kan være med til at ændre på krigens udfald, så ukrainerne især og resten af Europa kan bevare den frihed, som er så vigtig.

Vi, der ikke har oplevet besættelsen af Danmark fra 1940 til 45, har nok svært ved at forestille sig, hvordan det må være at leve i et land, hvor friheden ikke er til stede. Men det må være forfærdeligt at leve i en daglig frygt for, hvad magthaverne kan finde på for at holde befolkningen i et jerngreb og ikke tillade nogen som helst form for opposition eller protest. Et samfund hvor man bliver overvåget i alle døgnets 24 timer og konstant skal være varsom med, hvad man siger.

Det var det, østtyskerne oplevede gennem mange år indtil murens fald. Chile oplevede det under Pinochet – og der er talrige andre eksempler på lande, hvor friheden blev trådt under fode.

Det er det russerne oplever, og hvor kan man kun have den dybeste respekt for de modige mennesker, der alligevel stiller sig op og med livet som indsats protesterer mod styret.  Mens jeg skriver dette, kan jeg læse, at den franske udenrigsminister anslår, at russerne har mistet 500.000 soldater under krigen, hvoraf 150.000 er blevet dræbt. ”Og for hvad?” spørger han. ”To ord: For ingenting,” siger han.  

Så mange soldater meningsløst dræbt på grund af en tyrannisk leders vanvittige ønske om at underlægge sig et andet selvstændig land.

Ukraine har på tilsvarende vis mistet tusinder af soldater i deres kamp for frihed ikke blot for deres eget land, men også for alle de lande herunder Danmark, hvor friheden er så vigtig.

 Og så er vi tilbage ved de 7 engelske flyvere. De gav deres liv for at vi kan leve i et frit samfund.   Der er derfor al mulig grund til stadig ære dem, og værne om deres minde.

Som Mads Nielsen skriver i ”En lærke letted”:

”Vi mindes stille de tapre døde,
hvis navne lever i Danmarks navn,
og takken søger til dem, der segned,
og dem, der sidder med tunge savn."

 Æret være deres minde.