Brandsø i Lillebælt var i årene omkring 1840 arbejdsplads for den berømte guldaldermaler Dankvart Dreyer. Her fandt han den ensomme ro, der var så vigtig for hans kunstneriske udfoldelse. For historien om Dankvart Dreyer handler ikke om en solbeskinnet og livskraftig ælling, der hurtigt blev en svane. Det gik ham langt fra som Jens Juel fra Gamborg, der blev professor, hofmaler og familiefar.

Dankvart var fra fødslen en sart og sårbar ælling. Han blev født den 1816 i Assens, som den sidste af en stor søskendeflok. Faderen havde været storkøbmand, indtil han røg på gulvet med statsbankerotten 1813. Dankvart kunne tidligt tegne – måske følte han sig mest tryg indendøre ved stilfærdige sysler. Allerede da han var 15 år gammel, hjalp byens kunstinteresserede toldinspektør, Hans Sessing ham ind på Kunstakademiet i København. Hver sommer vendte han hjem til familien og lavede de dejligste studier fra egnen. Han stillede op til akademiets konkurrencer, men vandt aldrig de bedste præmier – og dermed heller ikke muligheden for et studieophold i Rom.

Den forbigåede og sære kunstner gav sig i stedet til at opdage Jylland 1838. Han rejste siden flere gange dertil og malede som den første dybfølt fra egnen omkring Silkeborg. Han nåede også ud til Vesterhavet, som han banebrydende skildrede.

Han havde gode venner på Wedellsborg – godsforvalter Evers og dennes noget ældre hustru. Gennem dem åbnede adgangen sig til det lille paradis midt ude i Lillebælt – Brandsø. På Fyns Kunstmuseum i Odense og på Willemoesgården i Assens kan man i dag se, at Dreyer endte med at blev en fynsk svane.

På Brandsø arbejdede han frit og intenst nogle somre. Her skabte han tegninger og malerier, som kom på højde med Johan Thomas Lundbyes landskabsbilleder. Lundbye, der var ven med Dreyer, har udtalt om ham: “Det var, som han trængte til at udtale mere, end hvad landskabet er i stand til at sige”. Dankvart Dreyer døde af tyfus i 1852 på sin gård i Barløse, hvor han da boede sammen med moderen.