Skip to main content

Kællingbjerg

Birkedommerboligen mellem Hygind og Ørslev Bjerge

Artiklen er skrevet af Peter Storm, skribent, lokal- og kulturhistoriker

I det vidtåbne landskab mellem Hygind og Ørslev Bjerge ligger Kællingbjerg. Ved bjergets eller bakkens fod ligger en smuk bindingsværksgård ud til den lille vej Kællingebjerg, der udspringer mod nord fra landevejen Ruerne. Det er den gamle birkedommerbolig under grevskabet Wedellsborg.

Grevskabet havde i ældre tid sin egen jurisdiktion, det vil sige var en selvstændig retskreds med lensgreven som øverste herre. Han ansatte derfor selv en juridisk uddannet dommer kaldet birkedommer til at forvalte den dømmende magt.

Ganske interessant er, at der en tid lang endda også lå et større ting- og arresthus tæt ved birkedommerboligen. Det er nu helt forsvundet. Det lå syd for selve dommerboligen på hjørnegrunden ved Ruerne og Kællingbjerg. I 1859 fik Wedellsborg retskreds tillagt politimyndighed og hertil behøvedes et forsvarligt ting- og arresthus. Det blev tegnet i 1857 af den kendte arkitekt Johan Daniel Herholdt, der i samme periode også kom med udkast til forandring af arresterne i Assens og Middelfart.

Det var en to-etages bygning med en stor tingstue, et mindre forsamlingsværelse, to kontorer og to såkaldte fælles arrestrum på første sal. I stueetagen var vestibule, arrestforvarerbolig, et visitations- og baderum, en civil arrest og en arrestgang med fire celler. Bag bygningen var en lukket arrestgård med to lokummer. Arrestforvareren havde egen gård med tilhørende lokum.

I 1919 overgik birkedommer- og arrestfunktioner ved en reform til Middelfart retskreds. Under besættelsen blev ting- og arresthuset totalnedrevet og stenene genbrugt ved opførelsen af Ejby Skotøjsfabrik.

Nu ligger den gamle birkedommerbolig og Kællingbjerg smukt tilbage – og fører os i tankerne til fortidens forbrydere og retfærdige i grevskabet.