Den 21. maj 1944 kl. 21.57 lettede bombemaskinen, Lancaster ND960, fra Royal Air Forces flyveplads i East Kirkby, Østengland med en besætning på syv mand. Den skulle deltage i mineudlægningsoperation i Kiel Bugt.
Lancaster ND960 havde krydset Jylland og begyndte indflyvningen over det sydlige Lillebælt blev den i 4300 meters højde angrebet af den tyske natjager Bf 110G-4. Luftkampen varsledes i Assens den 22. maj kl. 0.27 og kraftig skydning kunne herefter høres i luften over Emtekær.
Kl. 0.44 blev Lancaster ND960 ramt og styrtede ned på Nakke Skovgårds mark, hvor en af dens miner eksploderede med voldsom kraft. Hele besætningen omkom. 10 minutter senere eksploderede endnu en mine formentligt udløst, da Jørgen Andreas Brandt, der arbejdede på den nærliggende Hjorte Nymarksgård, nærmede sig for at hjælpe eventuelle overlevende. Han blev dræbt på stedet.
Den tyske værnemagt afspærrede stedet og man fandt 500 meter fra nedstyrtningsstedet ligene af to af de engelske flyvere, skytten Harold de Gray Griffiths og agterskytten Cyril J. Woodmas samt kropsdele spredt over flere kilometer. Den tyske værnemagt sørgede næste dag for at begrave de dræbte flyvere på Assens kirkegård. Efter krigen fik man identificeret den øvrige besætning: pilot Arthur T. Richards, sergent Arhtur W. Bugden, navigatør William T. Woodall, bomber George Ferguson og sergent Thomas Edwards.
Mindestenen blev rejst af en lokal komité og afsløret på 2 årsdagen for nedstyrtningen, hvorefter den blev overdraget til det daværende Tanderup Sogneråd. I dag drager Middelfart kommune omsorg for pasningen af anlægget.
Øjenvidendeberetninger:
Engelsk flyver styrtet ned ved Emtekær natten ml. 21. og 22. maj 1944.
Ingrid Jespersen, der fylder 85 år den 21. maj og bor i Nr. Aaby var med til at afsløre mindestenen i 1946. Hendes historie, som fortalt til Trine Bang Andersen, sommer 2011, herunder:
Ingrid boede på ”Ejlersminde”, Wedellsborgvej 5 i Emtekær. Familien bestod af ægteparret Ejler Ejlersen (1889-1978) og Marie Ejlersen (1890-1965) og deres børn: Marie Katrine (?), Laurits (1920-), Annelise (?), Rigmor (1923-), Helga (1925-), Preben (1928-), Ingrid (1929-), Benthe (1931-) og Esther (1933-)
Erindringer fra flystyrtet
Karle, piger, forældre og børn sad omkring bordet og hørte ”Familien Hansen” eller ”Gammel Dansemusik” i radioen. Der var afbrydelse, -derfor fik de besked om at passe på, at lyset ikke trængte ud. Børnene blev sendt i seng. Ligeledes var der ekstra meddelelser efter radioavisen, -de virkede kryptiske!
Esther, Benthe og Ingrid lå i deres senge og Ingrid kunne høre flyveren, -og høre at den fik en underlig lyd og himlen blev oplyst af den brændende maskine. Den fløj rundt over Emtekær.
Børnene løb ind til deres forældre, de troede maskinen var faldet ned midt i gården. De er lettede, da de opdager, NU er den nede og IKKE her! Ejler Ejlersen gik ud af porten, og der lyder et BRAG.
Næste dag kom de tyske soldater for at undersøge om engelske flyvere blev skjult.
Dagen efter var Ingrid med ude at hente køer. Faderen sagde, at hun ikke måtte kikke over hækken, for der lå en død englænder. Han var brændt helt sort, kun hans fødder og hænder så hvide ud. Faldskærmen brændte, og der var brændt et aftryk i græsset.
Der kom mange folk op ad markvejen de følgende dage. De ville se og samle ”souvenir”.
Kilde: Ejby lokalhistoriske arkiv, øjenvidneberetning fortalt til Trine Bang Andersen sommeren 2011
Ejby og Omegns Folkeblad, den 1. juni 1946:
Beretning fra indvielsen af mindestenen den 22 maj 1946.
”For et stykke Tid siden besluttedes det at rejse de omkomne et Mindesmærke, der til sene Tider kunne vidne om Ulykken. Til dette Formål blev der nedsat en Komite, som kom til at bestå af Dyrlæge Duus-Hansen, Longen, Gdr. P.Th. Olsen, Rørmosegaard, og Gdr. Ejler Bang, Hjorte Nymarksgaard. Tanderup Gymnastikforening medvirkede ved Indsamlingen af Pengemidlerne.
I År blev Mindestenen, der er rejst ved Korsvejen i Emtekær By, afsløret. Stenen, en Natursten, staar paa en meget fremtrædende Plads i et smukt Anlæg, og der kom mange Mennesker til Stede for at overvære Afsløringen.
Blandt Gæsteme sås Lensgreve og Lensgrevinde Wedellsborg, Kaptajn Duus-Hansen, The Buffs, England samt Overbetjent Nissen, Assens, der har gjort et meget stort Arbejde med at faa de forulykkede identificeret.
Mindestenen stod indhyllet i et stort engelsk Flag, som ved Højtidelighedens Begyndelse toges bort af tre unge, hvidklædte Piger med Bælter i Royal Air Forces Farver, og Flaget blev der paa hejst ved Siden af Dannebrog. ”
Dyrlæge Duus-Hansen mindedes Begivenhederne Natten mellem 21. og 22. Maj 1944. Man har kun fundet tre af Ligene, sagde Dyrlægen, hvoraf de to kunne identificeres. Den tredie omkomne mente man at kunne identificere efter en Militærkasket, der laa i Nærheden, og hvor Navnet var indskrevet med Blæk. En Tid nærede man Haab om, at de resterende af Besætningen var blevet reddet, men det viste sig at være en Fejltagelse. Mens alle Hoveder blottedes, udtalte Dyrlægen et "Æret være deres Minde" og nedlagde en stor Laurbærkrans med rød-hvide Baand. Sluttelig rettede Hr. Duus-Hansen en Tak til Zonens Redningskorps, til Militæret, Tanderup Gymnastikforening, til alle dem, der havde givet Plads til Stenen, og til alle dem, der havde medvirket ved Stenens Rejsning, og overgav derpaa Stenen til Tanderup Sogneraad.
Sogneraadsformand M.J. Jørgensen, Emtekær, overtog Mindesmærket paa Sognets Vegne og lovede at ville værne om det og talte om den Skyld, vi staar i til den engelske Nation, fordi denne havde gjort det muligt, at vi i Dag kunne hejse Dannebrog i et frit Land.
Forsamlingen sang "Kæmp for alt, hvad du har kært".
Paa militærets Vegne takkede Kaptajn Christiansen, Kolding, der var kommet til Stede med et Detachement af 7. Regiment fra Kolding, der foretog de militære Æresbevisninger. Kaptajnen rettede en Tak til de omkomne paa den danske Soldats Vegne. De har bragt det største Offer, man kan bringe, idet de satte Livet til for Fædrelandet og dermed ogsaa for Danmark.
Hermed sluttede den enkle, men smukke Højtidelighed, og efter at en række af Sognets Beboere havde nedlagt Blomster ved Stenens Fod, samledes Deltagerne ved et fælles Kaffebord i Forsamlingshuset, der var saa overfyldt, at man maatte tage den lille Sal i Brug ogsaa.
Her bød Pastor Monrad Nielsen, Tanderup, velkommen, og Dyrlæge Duus-Hansen fortalte om illegal Radiotjeneste under Krigen, og Ingeniør, Kaptajn i den engelske Hær, Duus-Hansen, fortalte om Tilrettelæggelsen af den illegale Radiotjeneste. Endvidere taltes der af Gdr. Ejler Bang, der i smukke Ord mindedes sin afdøde Karl, Jørg. Brandt, der som den første ville ile den forulykkede Maskine til Hjælp, men dræbtes af en Mine.
Herefter var Ordet frit, og der blev talt af Pastor Monrad Nielsen, Lærer Larsen og Mejeribestyrer Christiansen.
Den 22. maj 2024 holdt Andrea Feirups tale ved 80 års- dagen for ned-skydningen.