Der fandtes vind- og vandmøller i gamle dage. Nogle af dem kunne kværne og andre kunne stampe. Jeg læste i en amtsbekrivelse fra 1843 denne for et nutidsmenneske udfordrende sætning:

"Af stampemøller på landet kan nævnes Hybæks og Hyginds møller ved Wedellsborg Slot, der årligt stamper omtrent 7 á 8000 alen vadmel for bonden".

Så måtte jeg spørge min tekstiluddannede hustru om, hvad meningen kunne være. Jeg ved godt, at vadmel ikke kommer af korn, men at der er noget, der hedder vadmelstøj. Jeg har gennem årene flere gange besøgt den vidunderlige Hybæk Mølle, der ligger ved Hybækken, der betyder Højbækken. Den falder fra Lunge Bjerge ned gennem landskabet til Flægen. Jeg har bare taget det for givet, at bønderne kom her for at få malet deres korn. Men det var altså bondevæverne, der kom til mølle med hjemmeproduceret uldklæde.

Jeg måtte også til den store ordbog. Ordet vadmel er oldnordisk. Første led betyder tøj. Vi har det fx. i vadsæk. Andet led betyder mål, idet man kunne bruge et stykke klæde som betalingsmiddel. I praksis er det hjemmevævet, gråligt klæde fremstillet af kradsuld. Det blev symbol på almuens tarvelige klæder og blev for det meste anvendt til kapper, kåber og frakker. Kiperbinding gjorde det mere føjeligt end stiftvævet lærredsklæde.

Vadmelsklæde skulle efterbehandles. I stampemøllen blev det filtet, så det fik luv, der så blev skåret jævnt til. Et stykke klæde på 50-80 alen skulle stampes i 24 timer. Det foregik ved at lodrette bjælker, der havde tapper, greb ind i huller på bjælkerne, der så løftedes i vejret for derefter at falde frit ned mod klædet.

Vi har stadig glæde af den meget smukke Hybæk møllegård fra omkring 1830 (allerede 1540 nævnes en mølle) beliggende ved mølledammen, men nu uden selve møllen med møllehjulet.