Som mange af jer sikkert allerede har læst, fik vi, for kort tid siden, en overraskende hilsen fra fortiden her i vores lokalområde.

Arkæologerne har længe været igang med deres forundersøgelser i forbindelse med Energinets nedlægning af gasledningen "Baltic Pipe" tværs over Fyn. De har trukket kilometervis af søgegrøfter og hvor der har været tegn på spor fra oldtiden, har de lavet udgravninger. Heldigvis for det, så de forhistoriske spor ikke er forsvundet for evigt!

En sådan udgravning  fik jeg lov at hjælpe med på her i Håre. Det var en spændende oplevelse, selvom der ikke var mange metalfund at gøre. Efter flere uger, hvor arkæologerne primært havde fundet masser af stolpehuller og kogestensgruber i udgravningen, dukkede der også en brandgrav op med brændte knogler fra en person. I den lå to fine dragtspænder i bronze fra Romersk jernalder (omkring 1-400 eft. kr.)

collage sværdPå udgravningens 3. sidste dag gav detektoren pludselig et meget tydeligt signal. Arkæologerne fik gravet ned og frem kom det flotteste grebtungesværd fra yngre bronzealder (omking år 1100 f. kr.) Det var en fuldstændig vanvittig oplevelse at se det fineste ir-grønne metal titte frem fra gruset og få lov at være blandt de første, der så det igen, efter det var lagt i jorden for ca. 3000 år siden. Hvilket sus fra vores forfædre, der virkelig satte fantasien igang - hvad? - hvem? - hvorfor?-  Hvordan?

Efterhånden som arkæologerne fik gravet det mere og mere frit, var der ingen tvivl om, at det var et sværd i særdeles god stand! Fuldstænding usædvanligt og overraskende for alle, at det skulle ligge der blandt kogestensgruberne i så fin stand på en mark i Håre. Det store spørgsmål er, hvordan det har kunnet lade sig gøre, at det har kunnet bevares i gruset og det er man igang med at finde ud af. Man mener foreløbig, at den bast der var bundet omkring det, kan have været med til at bevare det.

Pladsen man udgrav, tolker man foreløbig som en form for samlingsplads, hvor folk i samlet flok måske har festet og udøvet forskellige ritualer. En plads, som bronzealderfolket er vendt tilbage til igen og igen - et vigtigt sted at udøve ritualerne. Måske man kunne sammenligne den med vor tids forsamlingshuse?

Når arkæologerne er færdige med alle tænkelige analyser (der er taget prøver af alt på sværdet) og sværdet er blevet konserveret, vil man udstille det på Odensee Bys Museer - formentlig i efteråret 2021.

Det bliver spændende at se det konserveret og høre "den udvidede historie" om det. Håre er for alvor kommet på landkortet indenfor arkæologien og vi har fået endnu et kapitel tilføjet vores lokalhistorie.

 

Herunder kan du se, Hvordan Helle Deichmann arbejder med sin metaldetektor. (film: ovl)

Husby Tanderup
PlayPlay
Husby Tanderup
PlayPlay
previous arrow
next arrow