Hyggelig Skt. Hans aften Fredag den 23. juni
på Sdr. Åby strand med fint fremmøde
Ved Midsommeraftenens event på Sdr. Åby strand var der flot fremmøde. Trods manglende bål kunne man mærke sommervarmen gennem de fremmødte, kagerne og kaffen som Frida solgte, vejret og ikke mindst gennem aftenens tale ved Pia Holm. En meget personlig og rørende tale, som redaktionen har fået lov til at lægge på hjemmesiden. For jer der ikke kunne være til stede er der mulighed for at læse den her under.
/Redaktionen
Mange midsommerhilsner
HTUG
----------------------------
Midsommertale v/ Pia Holm - holdt den 23. juni 2023 på Sdr. Åby Strand.
Nu er det atter midsommer og vi samles her på Sdr Åby strand. Godt at se så mange, trods usikkerheden omkring bål eller ikke.
Jeg blev spurgt, om jeg ville holde årets Skt. Hans tale, og jeg må indrømme, at jeg indtil for en uges tid siden, tænkte; Hvad er der i vejen med stilheden og hvorfor gør jeg det her, som jeg i virkeligheden føler mig lidt beklemt ved?
Men så en meget tidlig morgen på runde i haven, kom tanken; Jeg gør det fordi jeg kan! (tror jeg da) Jeg vil gerne forsøge at male et billede af vores lune og fredelige hjørne af verden.
Jeg hedder Pia og har boet her på egnen de sidste 20 år! Jeg er ikke selv klar over det, men måske er jeg stadig hende den nye i Bomhuset??
Denne Skt. Hans morgen begyndte ganske umærkeligt.
Jeg vågner og nærmest i søvne sætter jeg vand over til kaffen. Det værker lidt hist og pist og døren skal have sit sædvanlige lille og helt præcise skub, inden haven entreres.
Jeg bemærker altid lige, hvilke gaver min kat har lagt til mig, der foran døren… mærker næsten fornemmelsen af mus eller muldvarp i mere eller mindre hel stand under mine bare fødder. I dag er en god dag og fliserne ligger egentlig godt, trods de mange år, tænker jeg.
Vi - min hund, der hedder Manne og jeg på vores morgenrunde i haven. Manne med sin pind i munden og jeg med dampende kaffe i koppen.
Allerede fra døren falder mit blik på de ufornægteligt orange kæmpe valmuer. De breder sig, ad åre, præcist som jeg drømmer om. Jeg mærker mine mundvige trække sig opad.
Ved siden af de orange, står de intense blå storkenæb, som nogen venligt har sat inden min tid. Munden lever igen sit helt eget glade liv, og det store spørgsmål er nu, hvorvidt jeg skal dvæle mere ved farverne inden jeg går om til drivhuset, lidt længere henne.
Målet er spidsen af haven, helt ud mod marken og stranden her – et fornemt kig. Simons skov mægter sig til højre i horisonten og kaffen smager. Tak fordi jeg kan det her!
Jeg vælger farverne først. Kalder hunden til mig, så vi kan følges haven rundt, side ved side. En daglig øvelse af mange, når man har en umulig unghund.
Morgensolens bløde lys på skvalderkålen, når den blomstrer som nu, sammen med barndommens varme gule smørblomster. Dem kan man altid regne med, vand fra oven eller ikke, men hvert eneste år. Fordi de kan! Tak og det gør mig så glad.
Alligevel så tænker jeg på dem, som ikke har så smuk en begyndelse på deres dag. Der sidder f.eks. stadig og helt uanstændigt et lille barn med sin mor i Al- Hol lejeren i Syrien, som vi bør hjælpe hjem!
Eller de stakkels migranter på Middelhavet, som har måttet tage det værste valg, at flygte fra alt, det de kender og kommer af (jeg tror selvsagt ikke på, det handler om en ny cykel i Danmark!) – De græske og andre europæiske myndigheder var udmærket klar over dette u sødygtige og overfyldte skib, som kaldes en flydende ligkiste. Men ingen redningsaktion blev iværksat! De blev ignoreret!
En gang imellem, handler jeg i brugsen i Assens og der møder jeg Frank, som er hjemløs. Han står ved brugsen og sælger sin hjemløse avis og fortæller gerne om livet som sådan, hvis man har lyst at høre. Han fortæller mig skræmmende om han og hans venner som må krybe i ly i forskellige uværdige og uhumske steder for natten. Også i den strengeste vinter! Frank er i sin tid uddannet klejnsmed, fik to børn med sin kone… sygdom, død, økonomisk ruin og alverdens elendighed ramte, og nu står han altså med sin avis rundt i landet i håb om, der kan blive til et bare lidt mere anstændigt liv. Det er en seriøs og daglig kamp!
De er jo ikke her udenfor vores vinduer, men det er bestemt en tanke værdig, at vi ikke alle står på det samme trappetrin og vi kan alle ende der - hjemløseavisen er faktisk udmærket til eftermiddagskaffen, kan jeg berette.
Jeg hører en tung og trist tone overfor mennesker som egentlige bare er kommet uheldigt afsted, kunne man sige; Så tag dig dog sammen! Og ”Så få dig dog et liv!
Men de HAR jo et liv!! Så længe vi trækker vejret, og er her, så hører man med og HAR et liv!!
Jeg tror ikke, at vi, med et fingerknips kan redde en hel verden, men lad os øve os i at se i øjnene, at verden ændrer sig. At det ikke længere er så vigtigt, hvorvidt vi er lyse, brune, sorte og gule – om dialekten er engelsk, syrisk, ukrainsk, vendelbo eller fynsk. Om man står udenfor Brugsen og sælger Hjemløse Avisen eller Falck Abonnementer.
Vi ER jo alle mennesker og hvem ved, hvordan den bedste ven ser ud, eller hvilken dialekt der tales. Bare der er et bankende hjerte og en venlig sjæl, sgu da!
Det er ikke alt vi kan forudse. Somme tider graves der ud til en grund, og pludselig er hele området et flammende bål af valmuer. Ingen har planlagt det. De har bare ligget langt nede i mulden og ventet på deres chance.
Til andre tider kommer der overraskelser, som helt og aldeles ændrer vores tilværelse. Så forskelligt tager livet sig ud og det er langt fra, sort eller hvidt. Det ER hele paletten!
Jeg stikker næsen ind i drivhuset og snuser til Alberte og Kalles tomater, samt den velduftende basilikum. Jeg konstaterer at det er lidt småt med æbler i år – til gengæld så er der mulighed for både hyldeblomstsaft og hyldeblomst pandekager ad libitum!
Vi rammer spidsen af haven, og det fineste syn åbner sig, af duvende græs på marken, en doven hare på vej og kaffen smager stadig fantastisk, her i morgenstilheden. Tak!
Det var mit billede af en egn - vores egn. I tro – I håb - og i kærlighed!
Rigtig glædelig midsommer!
Pia Holm.
