Det er Sankthansaften årets længste dag, en skæringsdag, hvor dagene er længst, og lyset er stærkest. Traditionen med at tænde bål går langt tilbage og symboliserer, hvordan vi sammen holder mørket på afstand og fejrer håbet, livet og fællesskabet omkring os.
Vi har her i området mulighed for at kikke ud over Lillebælt ud over det smukke landskab her i området – og lade tankerne flyve og tænke på tiden der er gået og tiden der kommer.
Når jeg en sjælden gang står stille og kikker ud over vandet og lader tankerne flyve, ja så tænker jeg på hvor meget jeg har at være taknemmelig for.
For nyligt sad jeg sammen med min familien og vores gode farmor og talte om hvordan det var da hun var ung - hun fik en rigtig god real eksamen og kunne have kommet i gymnasiet – men det var ikke det hendes forældre syntes – hun skulle i lære så hun kunne tjene nogle penge.
Så hun kom i lære, som kontorelev på kommunen, dette job havde hun i forskellige udformninger indtil hun gik på pension. Det var hun ikke ked af.
Min egen mormor blev født i 1889 og var en af de første kvinder der tog sig en uddannelse som kontrolassistens i starten af det 19 århundrede, hun var også med i kampen om at kvinderne kunne få stemmeret.
Hun blev sent gift og fik 6 børn fra hun var 34 til hun blev 43 år– hvor min mor var den sidste. Og hun sagde til alle hendes døtre 3 stk – at det med uddannelse det gjorde ikke noget godt for nogle – så de skulle hellere finde en landmand og blive landmandkone – og det blev de.
Men trods denne opsang fra min gamle mormor – tror jeg alligevel hun syntes at hun havde kæmpet for noget der gjorde en forskel – så sådan nogle som jeg og mange andre kvinder og mænd har fået mulighed for at få lige netop den uddannelse vi kunne tænke mig – endda med understøttelse fra Staten.
Sådan har det ikke altid været.
Det er jeg faktisk dybt taknemmelig får - jeg håber, jeg i min hverdag kan give lidt tilbage til de mennesker, jeg møder på min vej.
Jeg synes, vi nogle gange glemmer alle de muligheder vi har i vores land – både for uddannelse, men også at vi har frihed til at være dem vi gerne vil være, at vi kan tro på det vi vil.
Det er vigtig vi bevarer de muligheder, at vi kæmper for de rettigheder vi har og ikke glemmer at det ikke er så lang tid siden, det ikke var alle forundt at få f.eks. en uddannelse.
Så hermed vil jeg gerne komme med en opfordring – husk på at vi har meget at være taknemmelig for – specielt når man er så privilegeret at bo et så smukt og fredeligt sted, som vi bor - lad de store linjer råde og lad være med at bekymre jer om at avisen kommer 5 min for sent.
Vær langmodig i stedet for utålmodig.
Vær samlende i stedet for splittende.
Glædelig Sct Hans
/Elisabeth Christiansen
